Fængselsbetjente i fotovogne

Det giver mening, at fængselsbetjente tager sig af fartkontroller, siger Socialdemokraternes Trine Bramsen.

Trine Bramsen, Socialdemokraternes retsordfører, synes, at det er en god idé, hvis fængselsbetjente skal løse opgaven med at udføre fartkontrol på vejene.

Meldingen kommer, efter at Fængselsforbundet over for justitsminister Søren Pind (V) har tilbudt fængselsbetjentenes assistance til at løse opgaven med at udføre fartkontrol.

- Der er positive takter i det, fordi der er færre mennesker i fængslerne. Derfor har vi fængselsbetjente i overskud, og det er oplagt, at de kan varetage opgaver som kontrollen i fotovognene, siger Trine Bramsen til Ritzau.

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, har udtalt sig kritisk over for idéen. Han mener ikke, at fængselsbetjente er egnede til opgaven på vejene.

Han henviser blandt andet til, at politibetjente kan udsættes for vold og overfald, og at der skal uddeles bøder.

Men det er Trine Bramsen ikke enig i.

- Vi har at gøre med personer, som er vant til at håndtere de mest kriminelle i samfundet, og derfor har jeg fuld tiltro til, at de godt kan håndtere fartsyndere. Det ser jeg bestemt ikke problemer i, siger hun.

Spørgsmål: Hvad så, hvis fængslerne fyldes op igen? Skal fængselsbetjentene bare kastes frem og tilbage?

- Så må vi tage en drøftelse af det, men jeg har en klar forventning om, at vi netop ikke skal have en bølge af ekstremt kriminelle. Det er derfor, vi skal frigive betjente fra fotovognene, så vi kan få kriminaliteten endnu længere ned, siger Trine Bramsen.

Emnet er noget, som Trine Bramsen vil tage med til forhandlinger om et nyt politiforlig. Forhandlingerne ventes at gå i gang i efteråret.

Også De Radikale er positiv stemt over for at få fængselsbetjente på vejene, siger retsordfører Sofie Carsten Nielsen.

- Min umiddelbare tanke er, at det giver god mening at få brugt ressourcerne ordentligt og få frigjort nogle politiressourcer, som vi ved, at vi mangler, siger hun.

I øjeblikket kører der en forsøgsordning med HK'ere, som er ansat ved politiet, og som foretager fartkontrol.

Oversigt

    Oversigt