Kriminalforsorgen tabte i dag en sag i Højesteret, der betyder, at udgifterne til kabel-tv i landets fængsler kommer til at vokse betydeligt. Højesteret bestemte, at der skal betales for hver celle med tv-apparat, der modtager kanalerne TV 3 og 3+, som administreres af selskabet Hoist Group.
Det var Hoist, der i sin tid anlagde sag mod fængslerne i Vridsløselille, Rensbæk og arresthuset i Odense og fik medhold i landsretten. Den dom blev anket af Kriminalforsorgen, der mente, at der kun skulle betales pr. institution og ikke pr. tv-apparat.
Højesterets dom betyder, at et fængsel i ophavsretsmæssig forstand skal betragtes som en boligblok med mange forskellige lejligheder. Derfor er det et brud på tv-udbyderens ophavsret, når fængslet videredistribuerer signalet ud i hver enkelt celle.