Fængslet og udvist for at begå 44 indbrud

En 40-årig mand fra Litauen blev onsdag fængslet i tre år ved Retten i Odense. Med en cykel som transportmiddel har han stjålet smykker og sølvtøj ved 44 indbrud. Han blev udvist for bestandig.

Den 40-årige blev anholdt den 30. marts 2015, hvor han i første omgang var mistænkt for to indbrud og for at stjæle en cykel.

Manden nægtede kendskab til indbruddene, da han blev fremstillet i grundlovsforhør, men en borger genkendte sin cykel og standsede manden ved Tarup Centeret og tilkaldte politiet.

Her fandt politiet en pakke i mandens rygsæk, hvor der var tyvekoster fra flere indbrud.

Den fængslede har begået 44 indbrud i perioden fra den 1. december 2012 til den 30. marts 2015 på henholdsvis Sjælland, Fyn og Jylland.

Her har han stjålet smykker og sølvtøj, og han har brugt en cykel som transportmiddel.

Manden erkendte kun de tre af indbruddene, men i rygsækken var tyvekoster fra ti indbrud. Herefter var manden ikke afvisende over for de indbrud, hvor man havde fundet hans DNA, men resten nægtede han.

Den 40-årige blev fundet skyldig i alle forhold og blev udvist for bestandig.

Han udbad sig betænkningstid, men kærede ikke kendelse om, at han skulle direkte i fængsel.

Oversigt

    Oversigt