To fængslet for skolebrand

To unge mænd er varetægtsfængslet, sigtet for at stå bag den brand, der for to uger siden raserede Giersings Realskole i Odense.

"Vi var pisserasende"

Det er to unge mænd på henholdsvis 21 og 23 år, der foreløbigt er varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Fyens Stiftstidende. Den ene af de unge mænd har tilstået at have medvirket til brandstiftelse, hærværk og overfald på en ukendt mand i Eventyrhaven. Den anden nægter sig skyldig.

I grundlovsforhøret forklarede den 21-årige, at han og den 23-årige kammerat var rasende, fordi en tredje bekendt skyldte dem penge:
- Vi var pisserasende, og så blev vi enige om at lave noget lort, forklarede han i retten.

Den 21-årige er mentalt retarderet og førtidspensionist, blandt andet fordi han lider af epilepsi.

Millionregning

Branden opstod natten til tirsdag d. 4. juli, da der var blevet sat ild til en eller flere affaldscontainere, som stod under et halvtag på Giersings Realskole på Nonnebakken i Odense. Ilden bredte sig til flere klasseværelser, og skaderne på realskolen forventes at koste mere end 1 million kroner at udbedre.  

Forud for ildspåsættelsen af skolen havde mændene de to foregående aftener smadret ruder på Tietgen Skolen.

Oversigt

    Oversigt