Fængslet for vold mod to kvinder

En 30-årig mand blev søndag fængslet for trusler og grov vold mod to kvinder i Ejby.

Den 30-årige mand fra Ejby overfaldt natten til søndag sin 35-årige kæreste, der bor i Middelfart, og udsatte hende for grov vold.

Han slog kæresten med et hjemmelavet sværd, og truede hende med at affyre en pistol i munden på hende.

- Det viste sig senere at være en paintball-pistol, men det vidste kvinden på det tidspunkt ikke, så hun var skrækslagen, fortæller vagtchef Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

En 23-årig veninde fra Ejby blev også udsat for grov vold. Overfaldet skete på en adresse i Bredgade i Ejby.

Baggrunden for det voldelige overfald på de to kvinder er angiveligt jalousi. Den 30-årige havde mistanke om at kæresten var ham utro.

De to kvinder blev kørt til skade stuen på OUH til behandling.

Den 30-årige mand blev søndag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, og dommerne besluttede, at den 30-årige skal varetægtsfængsles frem til 12. marts.

Oversigt

    Oversigt