Færre ghettoer - men Fyn beholder sine

Årets liste over ghettoer i Danmark er netop udkommet. Og der er færre end sidste år, men Fyn beholder sine to.

25 boligområder er havnet på årets liste over ghettoer i Danmark. Det er færre end sidste år, skriver Ritzau.

Men Vollsmose i Odense og boligområdet Byparken/Skovparken i Svendborg er stadig på listen - lige som sidste år. 

Sidste år var der 31 boligområder på listen, og faktisk er de 25 ghettoer det laveste antal, siden listen blev opgjort første gang i 2010.

 

Listen omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst 3 af 5 kriterier.

De 5 kriterier er:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).

2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).

4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

(Kilde Udlændinge, - Integrations- og Boligministeriet.)

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) mener, at beboersammensætningen og integrationsproblemerne i ghettoerne øger risikoen for udvikling af parallelsamfund.

 - Derfor arbejder regeringen på en ny ghettoplan, som skal tage hånd om de mange problemer, som ghettoområderne fortsat kæmper med, siger hun ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.

Oversigt

    Oversigt