Færre i arbejde under corona: Maria kæmpede og fandt nyt arbejde

Da Maria Bødker måtte rejse hjem fra sit job i udlandet på grund af corona, blev hun ansat som poder hos Falck. Ledigheden under corona er ellers steget med knap 44.000.

Maria Bødker følte, at hun var med i en katastrofefilm, da hun den 20. marts sidste år landede i en tom lufthavn i København. Hun kom med et af de sidste fly fra Indien. 2020 skulle have været et år fyldt med eventyr, hvor hun som underviser på den danske højskole Dansk Studiecenter skulle have rejst rundt i verden og undervist i sport, krop og personligt drive. Sådan gik det ikke. Hun måtte som mange andre tage konsekvensen af coronakrisen og hoppe på et fly hjem til en ny tilværelse i Danmark. En tilværelse som arbejdsløs.

- Da jeg kom hjem, regnede jeg med, at det ville vare et par måneder, så jeg prøvede at finde et midlertidigt job, for jeg ville gerne ud i verden igen, fortæller Maria Bødker.

Maria Bødker er ikke den eneste, som har mærket coronakrisens konsekvenser på sit arbejdsliv. I alt er der tæt på 44.000 flere ledige på landsplan i dag, end der var, inden krisen brød ud i marts sidste år.

Maria Bødker, der er uddannet fysioterapeut, fik over sommeren forskellige småjobs som yogainstruktør og livredder i en sydfynsk svømmehal, indtil landet lukkede helt ned endnu en gang i december. Endnu en gang stod hun uden arbejde. En situation hun var opsat på at vende så hurtigt som muligt.

- Jeg havde ikke lyst til at komme på dagpenge. Jeg er en kvinde med krudt i røven, og jeg vil tjene mine penge selv, siger hun.

quote Det giver mening. Her kan jeg hjælpe til, gøre noget fornuftigt samfundsmæssigt og samtidig have en indkomst, der får det til at løbe rundt.

Maria Bødker

Derfor skulle hun heller ikke tænke længe over tilbuddet om at blive poder på Falcks testcenter i Ryslinge, før hun slog til.

- Det giver mening. Her kan jeg hjælpe en til, gøre noget fornuftigt samfundsmæssigt og samtidig have en indkomst, der får det til at løbe rundt, siger Maria Bødker.

Rekordmange arbejdsløse

Det er ikke alle, der som Maria Bødker finder sig et nyt job med det samme. Hos fagforeningen Krifa Fyn mærker de en stigning i antallet af ledige. Lige nu er der 30 procent flere medlemmer, der er ledige, end på samme tidspunkt sidste år.

- Det er en hård tid for de danske lønmodtagere. Flere tusinde er blevet fyret, endnu flere er sendt hjem, og lige så mange frygter fremtiden, konstaterer Daniel Kristensen, regionschef i Krifa Region Syd.

quote Heldigvis er der også mange, som kommer i arbejde under krisen eller bruger tiden på at opkvalificere sig.

Daniel Kristensen, regionschef i Krifa Region Syd

Der er dog ikke kun dårlige nyheder fra det fynske arbejdsmarked. Selvom 2.000 fynske Krifa-medlemmer udfyldte en ledighedserklæring i 2020, meldte 1.400 medlemmer sig, ligesom Maria Bødker, ud af ledighedskøen samme år.

- Heldigvis er der også mange, som kommer i arbejde under krisen eller bruger tiden på at opkvalificere sig. Er man blevet ledig i nogle af de hårdtramte brancher, kan det være nu, man skal gribe muligheden for et brancheskift. Der er mange brancher, som blomstrer under Corona, og andre er ikke berørt af det, siger Daniel Kristensen.

Giver ro i maven

For Maria Bødker var der ingen betænkningstid ved at skulle søge uden for sin branche.

- Jeg tror, jeg kunne lave stort set hvad som helst bare for at have et arbejde, siger hun.

Falcks testcentre lukkede sidst i januar, men Maria Bødker har sikret sig en stilling i det nye testcenter i Svendborg, som Carelink står for. Derudover er hun blevet tilbudt også at stå for at vaccinere, da hun er sundhedsfagligt uddannet. Det giver ro i maven.

- Jeg er sikret fast arbejde og løn i hvert fald i tre måneder endnu, siger hun.

Det er dog langt fra alene en fast lønseddel, Maria Bødker sætter pris på ved sit arbejde som poder.

- Et arbejde betyder meget for mig i forhold til min hverdag. Jeg bliver ikke nemt deprimeret, men tankerne begyndte alligevel at myldre frem, da jeg ikke kunne det, jeg ville. Hvad skulle jeg så? Nu kan jeg bevare et drive i min hverdag, fordi jeg stadig er ude blandt mennesker, siger hun.

Jobbet som poder har også fået Maria Bødker til at sætte pris på at bo her i Danmark, når nu krisen kradser.

- Jeg er blevet taknemmelig over alt det, vi kan i Danmark, vi skal nok klare den.

Oversigt

    Oversigt