Færre indbrud: Coronakrisen har også påvirket indbrudstyvene

Antallet af indbrud er faldet stødt siden 2015, men i år har været helt særlig. Indbrudstyvenes lyssky forretninger er hårdt ramt af coronakrisen.

Vi kan ikke komme uden om, at coronakrisen har påvirket rigtig mange dette år. Mange danskere har holdt sommerferie hjemme, og det har været en dårlig forretning for indbrudstyvene - til glæde for mange fynboer, der har hjulpet hinanden.

Indbrudstyvenes højsæson har været ekstra forpurret af corona i 2020, og det kan ses i tallene.

I helt nye tal fra Rigspolitiet kan det ses, at antallet af indbrud i sommerferiens uger 27 til 33 i 2020 er faldet med 27 procent i forhold til sidste år. Sammenligner man med 2015 er faldet på 42 procent.

- Det er klart, at covid-19 har haft en indflydelse på det, men mange danskere er også taget i sommerhus, og så har deres hjem stået tomme. Men det, jeg tror, der har haft en væsentlig betydning, det er, at folk blev mere bevidste om det i år og har brugt appen Nabohjælp. Der har de hjulpet hinanden og været opmærksomme på hinandens hjælp, siger Richard Jakobsen, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi. 

Aktivitet i nabolagene skræmmer tyven væk

Både Fyns Politi og Rigspolitiet fremhæver Nabohjælp som en af grundende til, at tallet for indbrud er faldet stødt.

- Liv og aktivitet i nabolagene skræmmer tyvene væk. Men det betyder ikke, at vi skal holde os hjemme for at undgå indbrud, siger Sarah Risbøl Jacobsen, der er kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

- Nabohjælp handler om at få husene til at se beboede ud i ferieperioder og om at være synlige i nabolaget.  Det kommer helt naturligt, når vi opholder os meget hjemme, men med aktiv Nabohjælp kan man opnå samme effekt, når vi vender tilbage til normale tilstande, hvor vi i højere grad tager på ferie igen, siger Sarah Risbøl Jacobsen.

Lige nu er der 187.000 aktive brugere på Nabohjælp-appen, som tilbyder brugerne råd til, hvordan man hjælper hinanden med at undgå indbrud i nabolaget. 

Sat målrettet ind

For de landsdækkende tal er antallet af indbrud i sommerugerne faldet fra 4280 i 2015 til 2449 i 2020. 

- Vi er rigtigt positive over, at det er en faldende kurve. Det bekræfter os i, at vi gør de rigtige ting. Dels med den proaktive del, som vi har haft fokus på. Men også i det samarbejde, vi har med andre interessenter. Sammensuriummet af det er, at vi ser en faldende kurve, siger vicepolitiinspektøren fra Fyns Politi Richard Jakobsen.

På Fyn er antallet faldet fra 366 indbrud i sommerugerne i 2015 til 225 indbrud i samme periode i 2020.  

- For Fyns Politis vedkommende har vi sat målrettet ind de rigtige steder og mod de rigtige personer, siger Richard Jakobsen.

Oversigt

    Oversigt