Færre indbrud i private hjem

Selv om antallet af indbrud i Fyns Amt faldt med 9,2 procent sidste år, så er Fyn stadig et af landets mest indbrudsplagede områder.

Kriminalpolitiet stadig ikke tilfreds

Selv om antallet af indbrud i Fyns Amt faldt med 9,2 procent sidste år, så er Fyn stadig et af landets mest indbrudsplagede områder.

3346 gange slog indbrudstyvene til i Fyns Amt i år 2000. I 1999 var tallet 3688, så udviklingen går den rigtige vej. Alligevel er kriminalchefen ikke tilfreds. Bortset fra Roskilde Amt, er Fyns Amt det område i landet der har flest indbrud pr. bolig.

"Enhver udvikling i nedadgående retning er positiv. Men vores udgangspunkt var meget højt, så bekæmpelsen af indbrud i privat beboelse, vil også have vores allerhøjeste prioritet i år", siger kriminalchefen hos Odense Politi, Ole Højer Pedersen.

Han ønsker ikke at oplyse, hvilke nye initiativer politiet vil iværksætte i år.

Sidste års forsøg med en tværregional politistyrke har kun været en delvis succes. Antallet af indbrud faldt i kystbyerne, men til gengæld blev der begået flere indbrud i Odense, når politistyrken var i aktion.

Øverst på Kriminalchefens ønskeliste står computersystemet GIS, der kan give politiet et hurtigt overblik over hvor tyvene er på spil. I dag må politiet indtaste tyvenes færden manuelt, og det hæmmer ordensmagtens muligheder for at gribe effektivt ind.

"GIS er meget dyrt, så jeg tror ikke vi skal sætte næsen op efter at få sådan et system i år", siger Ole Højer Pedersen.

Enkelte politikredse har haft GIS på prøve, men indtil videre har et af landets mest plagede områder ikke fået tilbudt en forsøgsordning med det effektive computerprogram.

"Andre kredse har været mere heldige end os", siger kriminalchefen.

På fredag holder politimesteren i Odense nytårsparole, og her vil politimesteren bebude en skærpet indsats over for de mange indbrud i private hjem.

Oversigt

    Oversigt