Falktoft foragter Fyn: Nu skal han til Assens

Peter Falktoft havde alt andet end pæne ord om Fyn i radioprogrammet Mads og Monopolet i lørdags. Nu skal han se, hvad Fyn kan byde på.

Søren Steen Andersen, som er borgmester i Assens, har inviteret TV-værten Peter Falktoft til Assens. Det er sket, efter Peter Falktoft på P4 havde rigtig mange grimme ting at sige om Fyn. Faktisk synes han, det eneste gode ved Fyn er festivalen Tinderbox.

Peter Falktoft var medvært på programmet Mads og Monopolet på P4 i lørdags, hvor en af diskussionerne handlede om et par, der ikke vidste, om de skulle bosætte sig i Jylland eller på Sjælland. Pernille Skipper, der også var medvært på programmet, foreslog at parret kunne flytte til Fyn for at være midt mellem Jylland og Sjælland. Og den idé huede ikke Peter Falktoft, som brugte flere minutter på at fortælle, hvor forfærdelig Fyn er.

Fyn er mere end bare en festival

De udtalelser fik rigtig mange lyttere til tasterne. For det er altså langt fra alle, der er enige i, at Fyn ikke har andet end Tinderbox at byde på. Mads og Monopolets lyttere skriver blandt andet, at Falktoft er en snob, og at han ikke har mange brikker at flytte med. Mads Steffensen, som er vært på programmet, har derfor også været på Facebook for at forklare situationen for lytterne - og for at bede om en ordentlig tone i debatten.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Borgmesteren i Assens, Søren Steen Andersen, mener, at Fyn har masser af godt at byde på. Han fortæller til TV 2/Fyn, at det her bare er et eksempel på, at mange mennesker i dag har let ved at sige harske ting uden de når at sætte sig ind i det, de taler om.

- Jeg vil gerne vise en masse fynske ting frem, som han også vil synes om. Jeg ved jo ikke, hvad han interesserer sig for, men det skal jeg da finde ud af. Og mon ikke han kan lide Summerbird chokolade og øl fra Frejdal og Willemoes?

Borgmester byder på fynsk chokolade og øl

Borgmesteren fortæller til TV 2/Fyn, at han skrev en privat besked til Peter Falktoft i weekenden, hvor han inviterede den lyshårede vært til Assens. Falktoft har ifølge borgmesteren svaret, at han kigger forbi Assens Rådhus en gang, når han kører hjem fra København til Jylland.

På sin egen Facebookside opfordrer Søren Steen Andersen sine følgere til at komme med gode bud på, hvad han skal vise frem for Peter Falktoft, hvis han rent faktisk kommer på besøg.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt