-
Bombeeksperter fra Skive kunne natten til Juleaften køre hjem - efter at have fjernet en mystisk genstand fra Ikeas varehus i Odense. Det skete efter, at et større område omkring forretningen sent torsdag aften var blevet afspærret af frygt for, at der var tale om en bombe.
Kort før lukketid fandt personalet et batteri monteret med rør og ledninger i et hjørne af butikken. Politiet tog ingen chancer, men de tilkaldte bombeeksperter kunne efterfølgende konstatere, at der var tale om et back-up system til forretningens egen tyverialarm. Det er formentlig faldet ned i forbindelse med, at personalet har fjernet juleudsmykningen for at gøre klar til nytåret.