Far sigtet for vold mod sin datter

Odense Politi har sigtet en 43-årig mand fra Vollsmose for vold mod sin datter og en 37-årige mand. Episoden fandt sted ud for en børnehave i Bøgeparken.

-

Odense Politi har sigtet en 43-årig mand fra Vollsmose for vold mod sin datter og en 37-årige mand. Episoden fandt sted ud for en børnehave i Bøgeparken.

Den 43-årige mand fra Libanon havde kort efter klokken 15 torsdag eftermiddag hentet sin 4-årige datter i børnehaven i Bøgeparken. Uden for børnehaven begyndte han at skælde højlydt ud på sin datter. Pigen blev løftet op, og manden ruskede meget kraftigt i den lille pige.

Flere vidner overværede episoden, og en 37-årig mand gik hen til faren og bad ham holde op med at ruske pigen, da han frygtede hun kunne brække nakken.

Det fik dog kun den 43-årige til at gå amok. Pigen blev kastet hen over en hæk og vidnet blev overfuset og fik slået en taske op i ansigtet. Det lykkedes den 37-årige mand at flygte ind i børnehaven, hvor politiet blev tilkaldt.

Faderen blev kort efter anholdt, og han vil nu blive sigtet for vold mod sin datter og mod den 37-årige mand.

Den 4-årige datter blev efterfølgende undersøgt, og hun har formentlig ikke taget skade af den hårdhændede behandling.

Oversigt

    Oversigt