Far udvises efter gidselsag

Fem irakiske mænd blev idømt fængselsstraffe og den irakiske far blev desuden udvist af landet, da der torsdag faldt dom i gidselsagen fra Odense.

Faren og de to sønner blev tilsammen idømt 5 års ubetinget fængsel, og faren skal efter afsoning udvises af Danmark. To andre mænd der også blev dømt i sagen fik et helt og et halvt års betinget fængsel. Det oplyser Odense Politis anklager i sagen.

Holdt som gidsel i et døgn

De fem mænd er dømt for at have holdt en pige og hendes far som gidsler i et døgn i en lejlighed på Mælkehatten i det sydøstlige Odense. Den irakiske far ville have fat i sin søn, der var stukket af fra et arrangeret ægteskab og levede i skjul.

Drengen havde chattet med pigen - og derfor tog den irakiske far hende og hendes far som gidsler for at få dem til at afsløre sønnens skjulested.

Gidselsagen endte først, da det lykkedes pigens far at slippe over til en nabo og få alarmeret politiet.

Oversigt

    Oversigt