Farce i Post Cuppen: DCU kårer to vindere

Et vigtige cykelløb for Team Energi Fyn udartede sig søndag kaotisk. Post Cuppen endte i historisk farce, hvor to vindere blev kåret.

Cykelløbet Post Cuppen har aldrig været vigtigere, men den første afdeling endte i en sand farce, hvor arrangøren Danmarks Cykle Union (DCU) kårede to vindere.

For mens Nikola Aistrup fra Team Concordia Forsikring rakte armene i vejret, fortsatte hovedfeltet endnu en omgang på opløbsstrækningen i Køge, og spurten blev vundet af Angelo Furlan fra Michael Rasmussens hold.

Efter løbet gik løbskommissærerne i tænkeboks, og beslutningen blev, at ingen af rytterne får lov at køre i Post Cuppens førertrøje, når anden afdeling af Post Cuppen skal køres.

Årets udgave af Post Cuppen var udråbt til vigtigere end nogensinde, fordi det i år er en duel mellem Michael Rasmussens hold, Christina Watches-Onfone, og Team Energi Fyn.

De to hold kæmper om den sidste plads i Post Danmark Rundt ved at skabe resultater i netop dette løb.

Men intet gik som forventet, og Post Cuppen blev en særdeles urolig omgang.

Efter cirka 70 kilometers kørsel kom ryttere ud af en forkert vej, og så måtte løbet neutraliseres, og udbryderne sendes af sted med det forspring, de havde oparbejdet.

Det betød, at arrangøren måtte skære 27 kilometer af den 187 kilometer lange rute.

Men små 40 kilometer senere var den for alvor gal, da et grimt styrt ramte hovedfeltet. Flere ryttere måtte køres væk i ambulancer, og en rytter måtte flyves til Rigshospitalet i helikopter.

Den tidligere Tour de France-stjerne Michael Rasmussen blev undervejs forvandlet til hjælperytter for sit hold, der jagtede en gruppe udbrydere.

Det lykkedes at hente udbryderne, hvorefter Troels Rønning Vinther
fra Glud & Marstrand-LRØ forsøgte sig, men han blev hentet
cirka fem kilometer fra mål.

Til slut angreb Nikola Aistrup, og han kom væk fra feltet, men han fejrede sin triumf en omgang før, hovedfeltet havde i sinde at slutte.

Dermed var farcen total i Køge.

Oversigt

    Oversigt