FC Fyn kan ikke betale spillernes løn

Der bliver gjort et sidste forsøg i denne uge, men FC Fyn er tæt på konkurs. Klubben har ikke været i stand til at betale spillerne løn og flere kreditorer har heller ikke fået, hvad de har til gode.

Formanden Klavs Larsen siger til TV 2/FYN, at spillerne er i deres gode ret til at kræve klubben konkurs, da de ikke har fået deres løn sidst i december.

- Jeg er utrolig ked af det, men jeg tror ikke, at spillerne trækker stikket i dag. Men det er klart, at de og spillerforeningen kan miste tålmodigheden inden længe, siger Klavs Larsen.

Også i dag holder formanden møder i håb om, at der kan findes penge til at fortsætte aktiviteterne i 1. divisionsklubben.

- Det bliver afklaret i denne uge, siger han.

Hvis det ender med en konkurs, bliver klubben tvangsnedrykket fra 1. division til Fynsserien og dermed ophører FC Fyn i realiteten.

Ungdomsholdene fortsætter

FC Fyn har undersøgt hos DBU, hvordan det ser ud for ungdomsholdene i tilfælde af en konkurs. Det ser ud til at de kan spille turneringerne færdig.

- Sportsligt kan de fortsætte, men det kræver jo, at nogen vil holde driften kørende, siger Klavs Larsen.

Der er udgifter til blandt andet vaskning af spillertøj, bus og benzin til kørsel. Klubben har holdt møder med forældrene, som fremover må beregne en del flere udgifter.

Tilsyneladende er der opbakning blandt forældrene og andre, der er aktive omkring ungdomsholdene, til at lade spillerne fortsætte.

Oversigt

    Oversigt