FCK rejser sig med sejr i Odense

FC København fik rystet sidste uges pinlige nederlag til FCM af sig, da de slog OB med 1-0 i Odense.

Foran 10.574 tilskuere i Odense vandt FC København søndag aften med 1-0 over OB. Kampens eneste mål blev scoret af Igor Vetokele. FCK holder dermed kontakten til topholdene.

Med 1-0-resultatet er FCK nu fem point efter topholdet FC Midtjylland. FCM har dog en kamp i baghånden, da de først møder Sønderjyske mandag. Samtidig ligger AaB på andenpladsen tre point foran FCK.

Den tiltrængte FCK-sejr kommer, efter de forsvarende mestre hjemme i Parken sidste weekend blev ydmyget med hele 1-5 mod FC Midtjylland.

Kampens eneste scoring blev sat ind kort efter pausen, da Igor Vetokele flugtede udeholdet foran. Målet kom efter et skarpt indlæg til bagrummet fra Christoffer Remmer, der endnu engang havde skubbet Lars Jacobsen ud på bænken.

OB havde kort før tid to store muligheder for at udligne. Først var det et fladt indlæg, der endte med at danse i det lille felt, og kort efter måtte Darko Bodul se sin afslutning reddet af Johan Wiland.

Opgøret var dog generelt uden de store højdepunkter. Der var masser af intensitet, men den afgørende skarphed i afleveringerne manglede hos begge mandskaber.

Specielt første halvleg var en rodet affære. FCK kontrollerede det meste af spillet, men der blev ikke skabt chancer. Eneste nævneværdige fra halvlegen var faktisk, da FCK-profilen Nicolai Jørgensen måtte gå haltende fra banen med en skade efter bare 10 minutter.

Men efter pausen dukkede belgiske Vetokele altså op, og det var nok for FCK til at hive de tre point med hjem fra Odense.

FCK skal i næste spillerunde op imod Sønderjyske i Haderslev, mens OB får besøg af Viborg.

Oversigt

    Oversigt