FCK vil ikke afskrive OB

Selv om FCK åbnede et stort forspring ned til OB, ville københavnerne ikke afskrive det fynske mandskab i kampen om DM-guldet.

Der har været trængsel i toppen af SAS Ligaen hele sæsonen. Men med FCK's sejr lørdag på 2-1 over OB, blev fynboerne i hvert fald foreløbig dømte ude af den absolutte topstrid. OB er nu seks point efter FCK og risikerer søndag at dumpe helt ned på sjettepladsen i tabellen. Alligevel ville FCK langt fra afskrive OB i kampen om guldet.

- Nej, slet ikke, der er alt for mange kampe endnu, fastslog FCK-træner Ståle Solbakken med henvisning til, at de to hold har 16 spillerunder foran sig, før sæsonen er forbi.

OB ryger ned på sjettepladsen, hvis AC Horsens og Randers FC vinder deres hjemmekampe søndag mod Viborg og Lyngby. Havde OB vundet den tætte kamp i Parken, så havde OB i hvert fald for en dag overtaget førstepladsen.

- Jeg er dybt skuffet. Vi spiller en god kamp, men faktum er, at vi er seks point efter FCK nu. Det havde været dejligt at ligge på førstepladsen bare en enkelt dag, for det er lang tid siden, OB har ligget der. Vi har dog endnu en kamp i sæsonen mod FCK, og vinder vi den, mangler vi kun af hente tre point, så det kan fortsat lade sig gøre, sagde OB's landsholdsforsvarer Ulrik Laursen.

Oversigt

    Oversigt