Marlene Ambo-Rasmussen, byrådsmedlem for Venstre i Odense Kommune, reagerer nu på TV 2/Fyns programmer "Et handicappet system", som handler om familier til handicappede børn der bliver hårdt ramt, når kommunernes sagsbehandling ikke lever op til lovgivningen, og familierne ikke får den hjælp og de sociale ydelser, som de har ret til.
Det er et vigtigt emne at tage op, mener Marlene Ambo-Rasmussen, som på Facebook forleden lavede et opslag, hvor hun blandt andet skriver, at "det nu er slået helt fast, at vi er nødt til fra national side af, at pålægge de kommuner der ikke overholder lovgivningen en straf":
- Det er simpelthen en krænkelse af folks retssikkerhed det, der foregår i nogle kommuner, skriver hun og er "meget harm og trist på de pågældende børns vegne".
Det er sårbare borgere
Vi havde Marlene Ambo-Rasmussen i studiet og spurgte, hvorfor hun skrev om sagen på Facebook:
- Det et tilbagevendende og meget, meget alvorligt problem. Det er det, om der er ti sager eller om der er hundrede sager. Det er vores mest sårbare borgere vi har med at gøre.
Fakta
Og løsningen er at straffe kommunerne økonomisk?
- Man kan sige, at det er ikke noget der er gjort hidtil, og det er der også en årsag til. Det er ikke den ultimative bedste løsning, at pålægge kommuner en straf.
- Men grunden til, at jeg siger det, er fordi jeg synes, vi er nået så langt ud, og at vi har så alvorligt et problem, at vi er nået dertil, hvor straf simpelthen er en mulighed der er værd at afprøve.
Straffen skal afskrække
Hvad skal det koste at fejlbehandle en sag? 10.000, eller 50.000 eller 100.000 kroner?
- Jeg synes det skal ligge så tilpas højt, at det kan afskrække kommunerne.
- Der kan være forskel på sagerne og der kan også være forskel på om vi skal straffe hårdt eller om vi skal straffe lidt blidere, siger Marlene Ambo-Rasmussen, og frygter, at der er nogen kommuner som spekulerer i at fejlbehandle sager.