Feriepenge: - Bliver jeg modregnet i min SU?

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea besvarede fynboers spørgsmål om feriepenge. Mange var bekymrede for deres offentlige ydelser.

Helt overordnet mener Ann Lehmann Erichsen, at flertallet af danskere skal vælge at få deres feriepenge udbetalt nu, når det bliver muligt. Det er populært sagt en mulighed, som sandsynligvis ikke kommer igen. Det fortalte hun, da hun fredag besvarede fynboers spørgsmål om netop feriepenge under en q&a-session på Facebook.  

quote Det fremgår tydeligt af aftalen, at får man pengene udbetalt i år, bliver man ikke modregnet.

Ann Lehmann Erichsen, Forbrugerøkonom, Nordea

Langt de fleste spørgsmål, som fynboerne stillede til Ann Lehmann Erichsen, handlede om, hvorvidt der bliver modregnet i offentlige ydelser, hvis man takker ja til at få indefrosne feriepenge eller 1000 skattefri kroner udbetalt. Der var spørgsmål fra studerende, pensionister, enlige forsørgere og fleksjobbere, og for langt de flestes vedkommende var svaret: Bare rolig. Der sker ikke modregning i dine offentlige ydelser.

Facebook Live

-Jeg kan godt forstå, man er lidt bekymret. Men det fremgår tydeligt af aftalen, at får man pengene udbetalt i år, bliver man ikke modregnet. Formålet er, at det skal holde hånden under den danske økonomi og få gang i forbruget. Og det er fordelen ved at sige ja til at få dem her til efteråret, forklarede Ann Lehmann Erichsen.

SU og fribeløb

En af dem, der søgte svar fra forbrugerøkonomen, er Henrik, som er studerende. Han har tilrettelagt sin økonomi efter, at han kommer til at tjene præcist så meget i år, som han må, samtidig med han er på SU. Henrik var bekymret for, at det hele ville være "lige meget", hvis han tager imod et stort feriepengebeløb.

-Det er et rigtigt godt spørgsmål, sagde Ann Lehmann Erichsen.

-Men der står i aftalen, at parterne er enige om, at der ikke sker modregning i offentlige ydelser. Og SU er en offentlig ydelse, så hvis den studerende siger ja til feriepengene, så bør det ikke gå ud over hans fribeløb. Sådan læser jeg aftalen. Men vi skal jo huske, at det her er en aftale, og der er ikke skrevet en lov endnu, så mange praktiske detaljer er ikke helt på plads endnu. Men vi må holde os til aftalen, og den er ret klar.

Topskat eller gem til pensionen?

Generelt anbefaler Ann Lehmann Erichsen, at man tager imod feriepengene nu frem for at gemme dem til pensionsalderen. Også selv om netop feriepengene bringer en op over topskattegrænsen.

-Ja, det er vilkårene. Man må så gøre op med sig selv, om man vil lade sine valg styre af kun at have skattebrillerne på, eller om man vil kigge på situationen hjemme hos sig selv. Men hvis man betaler topskat nu, kan man få den tanke, at man skal vente mange år med at få dem, til man går på folkepension. Og det kan jo være, man tjener mindre til den tid og ikke betaler topskat. Men vi kender skattereglerne i dag. Om 20 år kan de se helt anderledes ud. 

Hvorfor først til oktober?

Birgitte skrev og spurgte, hvorfor pengene først er klar til oktober i stedet for lige nu. Et spørgsmål, som mange har stillet sig selv, siden aftalen blev indgået. Men svaret fra Ann Lehmann Erichsen er, at det simpelthen handler om praktik. 

-Vi kan ikke udbetale penge i Danmark, uden der er et lovgrundlag. Det er et stort apparat, men der er en lovgivningsproces, som lige skal i gang og på plads først. Og jeg er sikker på, at dem, der arbejder med det, arbejder hurtigt. Også i sommerferien. Og det kan da godt være, at det viser sig, at det kan ske lidt hurtigere.

Om eksperten: Ann Lehmann Erichsen er forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea. Hun er ekspert i danskernes privatøkonomi og deler blandt andet ud af sin viden i sin blog

Se hele livesendingen her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt