Festival vækker forladte steder over hele Fyn til live

De næste ni dage vil kunst- og kulturprojekter poppe op over alt på Fyn. Det sker i forbindelse med festivalen Mod.Strøm, der åbner fredag aften i Rudkøbing.

Slottet står normalt tomt og forfalder. Savværket emmede engang af liv og travlhed, men nu har der været stille i mange år. Og det gamle tyske anlæg i Beldringe har længe glemt sin storhedstid i krigsårene.

Men nu får stederne nyt liv. Fredag starter kunst- og kulturfestivalen Mod.Strøm, hvor ni forladte steder i ni forskellige kommuner på Fyn og øerne skal være centrum for kunst- og kulturoplevelser frem til den 17. september.

Festivalen er for alle aldre og vil byde på ildspydende drager, musikfortællinger, teater, lys- og lydshows, hornmusik og en lang række andre kunstprojekter af forskellig art, som en mængde forskellige kunstere og borgere står bag. 

Fynboerne har selv valgt 

Kulturregion Fyn

Det er Kulturregion Fyn, der står bag Mod.Strøm i samarbejde med en række kulturaktører på Fyn. I alt er der planlagt 33 projekter over hele Fyn og øerne, og ved de fleste af dem er det fynboerne selv, der har valgt, hvor projekterne skal finde sted. 

Modstat de fleste festivaler på Fyn, der nærmest ligger på stribe efter hinanden i sensommeren, så finder denne her ikke sted i byerne, men på mere øde eller uudnyttede steder, der har en historie fra fortiden, som kan inspirere til nutidens kunst. 

- Formålet med Mod.Strøm er at vise, hvordan kunst og kultur kan bruges til at skabe nyt liv på glemte eller uudnyttede steder – altså være en katalysator for forandring, men Mod.Strøm handler i høj grad også om at vise den kreativitet og skabertrang, som findes på Fyn, skriver Lene Høsthaab, der er formand for Kulturregion Fyn.

Langeland åbner Mod.Strøm

Fredag aften åbner Mod.Strøm officelt, selvom der har været enkelte projekter igang som optakt. Åbningsshowet finder sted på en friluftscene i Rudkøbing på Langeland, som er Langeland Kommunes forladte repræsentant. Friluftscenen har over 100 år på bagen, men bliver ikke brugt længere. 

Er man interesseret i at se, hvor man kan opleve Mod.Strøm i sin egen kommune, så kan man læse om alle stederne samt se programmet på Mod.Strøms hjemmeside

TV 2/Fyn sender live fra åbningen i Rudkøbning klokken 19:30 fredag. 

Oversigt

    Oversigt