Festivalen bliver i Ringe

Den musikalske sommerfest Midtfyns Festivalen bliver også i de næste mange år holdt i Ringe.

Nina Færgemann tilfreds med årets festival

Den musikalske sommerfest Midtfyns Festivalen bliver også i de næste mange år holdt i Ringe.


Det fastslår festivalleder Nina Færgemann, kort inden den bagende sommersol for sidste gang i år går ned over de omkring 30.000 festivalgængere på Dyrskuepladsen.


Festivallederen har tidligere flirtet med tanken om at flytte festivalen til Odense, men den tanke er nu gemt langt væk. - Vi har et glimrende forhold til kommunen, og det er helt definitivt, at vi bliver i Ringe, siger Nina Færgemann.


Ifølge festivallederen er det kun et spørgsmål om tid, inden en ny femårig aftale er forhandlet på plads. Nina Færgemann betegner årets udgave af festivalen som rigtig god. Ligesom på Roskilde Festivalen har arrangørerne i Ringe haft et nyt barrieresystem i brug foran Rockscenen. Og selv om det først skal gennem en grundigere evaluering den kommende tid, tøver Nina Færgemann ikke med at kalde det en succes.


Det varme vejr har ifølge vicepolitikommissær Svend Åge Rasmussen, Svendborg Politi, lagt en dæmper på de voldelige udskejelser, der ikke er til at undgå, når der skylles øl indenbords i festivaltempo. To voldssager og omkring 100 tyverier var det søndag eftermiddag blevet til.

Oversigt

    Oversigt