Fin dag som forsmag på massiv varme

Onsdag bliver vindstille, varm og med et UV-indeks der stiger til 6,5.

Ser du med forventning frem mod den massive varme, som kommer ind over landet fra torsdag, så kan du glæde dig til denne onsdag.

Her lyder vejrudsigten nemlig på en lille forsmag i form af en fin sommerdag med en hel del sol allerede fra de første morgentimer.

Temperaturerne stiger ud på eftermiddagen til et sted mellem 20 og 23 grader.

Samtidig vil der være helt rolige vindforhold. Til gengæld ryger UV-indekset helt op til 6,5.

Det bliver således en fin forsmag på de tre kommende dage, hvor prognosen for torsdag viser 28 grader på Fyn. Fredag ventes temperaturen at nå hele 31 grader, men falder så lørdag til 28 grader.

Og det er vel at mærke temperaturerne i skyggen.