Find luftballon og vind en flyvetur

Ballonpiloten, der har fået stjålet sin luftballon, udlover nu en tur i sin ballon til de personer, der kan hjælpe ham med at få ballonen igen.

Luftballonen blev stjålet natten mellem onsdag og torsdag, mens den stod parkeret i en trailer i Årslev. Ballonpiloten skulle have deltaget i DM for luftballoner.

Traileren blev fundet i Tornbjerg-kvarteret fredag, men der var ingen spor af den 300 kilo tunge luftballon.

- Vi har en ide om at den smidt et sted på Fyn, og vi har haft 18 biler ude at lede efter ballonen mellem Odense og Årslev, fortæller Line Visby Hansen, der også er ballonpilot.

Luftballonen er rød med sorte striber. Den var pakket ned i en stor mørkebrun pose. Den blev stjålet sammen med en ballonkurv på 1,20 gange 1.20 meter og tre store gasflasker.

- Den koster omkring 300.000 kroner, men den kan ikke omsættes til penge og kan ikke betjenes af andre end piloten, så den har ingen værdi for nogen andre, siger Line Visby Hansen.

Den desperate ballonpilot lover nu en flyvetur i ballonen til den eller de personer, der kan hjælpe ham med at få hans luftballon igen.

Hvis du har set ballonen kan du ringe til Fyns Politi på 114 eller til Line Visby Hansen på 53 54 27 03.

Oversigt

    Oversigt