Fingeren driller stadig Nicki P.

Nicki Pedersen er fortsat handicappet af sin brækkede lillefinger, men han bliver klar til lørdagens speedway-grand prix i Parken i København.

Det er kun 13 dage siden, han brækkede sin venstre lillefinger. Men lørdag aften tager Nicki Pedersen igen kampen op mod rivalerne i kampen om VM-titlen i speedway, når det danske grand prix køres i Parken i København.

Med venstre hånd godt pakket ind i et håndklæde med masser af is gjorde han efter dagens træning status over skaden:

- Det gjorde pisse ondt første gang, jeg forsøgte mig med en start. Jeg blev lidt bange for, at jeg kunne blive nødt til at trække stikket ud og skuffe en masse mennesker ved at melde fra. Men jo mere, jeg fik prøvet fingeren, jo bedre gik det, så jeg er faktisk en lettet mand nu, selv om det selvfølgelig stadig gør ondt, sagde fynboen efter træningen, hvor han kun stod over i det sjette og sidste tominutterspas.

Den dårlige finger betyder, at han bliver nødt til at lægge sin teknik om og holde alle fire fingre på koblingen i stedet for at lade lillefingeren stritte, som den plejer.

- Det er selvfølgelig lidt uvant, og jeg kan ikke nå at vænne mig helt til det, inden det bliver alvor. Men hvis bare jeg kan lave starterne, så skal det nok gå, lød det fra den forsvarende verdensmester, der i øvrigt under træningen kasserede den motor, der bragte ham i finalen i Göteborg for 14 dage siden.

- Der var bare ikke nok kraft i den, så den river vi ud og bruger andencyklen i stedet for. Den var meget bedre, sagde Pedersen.

Oversigt

    Oversigt