Fire fynske kommuner lader skoledagene være kortere

Skolereformen gav længere dage for de danske skolebørn, men nu viser en ny rundspørge, at en række kommuner har valgt at forkorte skoledagen.

En rundspørge, som TV 2 har foretaget blandt landets 98 skolechefer, viser, at i 48 ud af 75 kommuner har en eller flere af kommunens folkeskoler gjort skoledagen kortere, og det på trods af at det er mod skolereformens hensigt. 23 skolechefer har ikke svaret på TV 2’s forespørgsel.

Ifølge folkeskoleloven kan landets skoler og kommuner gøre skoledagen kortere for de enkelte skoleklasser og i stedet bruge de frigivne lærertimer på flere undervisningstimer med to lærere i klassen på samme tid. Men hvor ingen - ifølge Politiken - gjorde brug af ordningen i 2014, benytter 48 ud af 75 kommuner altså nu i højere eller mindre grad muligheden. Det skriver TV 2.

Rundspørgen viser, at der på Fyn er fire kommuner, der har tilladt kortere skoledage. Det drejer sig om Langeland, Ærø, Svendborg og Nyborg Kommune. Langeland og Ærø Kommune har givet dispensation til én skole, Svendborg kommune har givet to skoler dispensation, og Nyborg Kommune har ladet udvalgte klasser på tre ud af fire skoler få dispensation.

Ifølge Stig Broström, der er professor ved Institut for uddannelse og pædagogik (DPU), viser udviklingen, at selve udformningen af skolereformen har været ”meget hidsig”.

- Når der er temmelig mange – jeg synes overraskende mange – kommuner, der søger om dispensation og har fået det, er det tegn på, at der er grund til at reparere på reformen, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Det kan godt være, at det på skrivebordet har været gennemtænkt, men man har ikke taget højde for alle de praktiske problemer, der har været i den praktiske skolevirkelighed. Og man erkender nu, at man fór for tidligt ud, og at man skulle have haft et år, hvor man skulle have haft nogle forsøgsprojekter rundt om i landet.

Han understreger, ifølge TV 2, at de lange dage på mange skoler ikke har været udfordrende nok for eleverne – og at de lange dage i stedet har været ”fuld af kedsommelighed”, ligesom den understøttende undervisning og lektiecafe har været ”kedelig”

Se TV 2's kort over, hvilke kommuner der har givet udvalgte skoler kortere dage her.

Oversigt

    Oversigt