Fire håndværkere udsatte lærling for vold - nu er de fyret

En gruppe håndværkere har mistet deres job i det firma, hvor de - blandt andet på Fyn - udsatte en ung lærling for grov vold i 2016.

De fire håndværkere, der blev dømt for grov vold mod en ung lærling ved Retten i Kolding i juni, er alle blevet fyret fra det firma, hvor de var ansat, da overgrebene fandt sted.

Det fortæller Poul Laverenz Sørensen, der er faglig sekretær i 3F Kolding, til Fagbladet 3F. Han bekræfter, at "de fire dømte ikke længere er ansat", men han ønsker ikke at uddybe yderligere over for mediet.

Poul Laverenz Sørensen blev kontaktet af stedfaren til den unge læring, som igennem et halvt år var udsat for overgreb af de ældre svende i firmaet i 2016. 

Lærlingen fik blandt andet stukket et kosteskaft og en tømrerblyant op i endetarmen, mens de holdt ham fast mod jorden.

Poul Laverenz Sørensen er tilfreds med, at håndværkerfirmaet har fyret de fire ældre svende efter deres behandling af den yngre lærling, fortæller han til Fagbladet 3F.

- Jeg ønsker ikke, at firmaet skal straffes. De tager virkelig afstand fra sagen nu, og jeg synes, at det er positivt og flot gjort, at de efter dommen har afskediget de voldsdømte personer omgående.

- Jeg har haft en rigtig god snak med repræsentanter fra firmaet. Sagen har ramt dem hårdt, siger han.

Den 18. juni afgjorde en enig domsmandsret ved Retten i Kolding, at de fire håndværkere er skyldige i grov vold mod lærlingen.

To af de tiltalte blev idømt otte måneders fængsel. To andre medtiltalte, der spillede en mindre rolle i voldsudøvelsen, slap med henholdsvis tre måneders fængsel samt 40 dages betinget fængsel.

De to personer, der ikke er danske statsborgere, blev samtidig betinget udvist af landet. Tre af de fire håndværkere, der blev fundet skyldige, har dog efterfølgende anket dommen til landsretten. De kræver alle tre frifindelse og subsidiært en nedsættelse af straffen.

Den fjerde tiltalte, der alene blev dømt for medvirken til vold, har modtaget sin dom.

Oversigt

    Oversigt