Fire unge anholdt: Gaderøveri, tricktyveri og hærværk

Fire helt unge mænd fra Odense blev onsdag aften anholdt. De er mistænkt for at stå bag et gaderøveri, et tricktyveri og hærværk mod en café.

Onsdag aften blev en 18-årig mand overfaldet på Næsbyvej af fire mænd.

- De slår ham og stjæler en telefon, fortæller politikommissær Carsten Arentoft til tv2fyn.dk.

Foruden gaderøveriet mistænker politiet de fire mænd i alderen 17 til 21 år for at stå bag et tricktyveri i en forretning i Odense, hvor de stjal cigaretter samt hærværk mod en café, hvor der blev knust en rude.

- De har haft travlt i går. Det er voldsomt lave så meget på en aften, hvis vi kan linke de ting sammen med de fire.

De fire skal nu afhøres, inden der skal tages stilling til om de fire mænd skal fremstilles.