Fiskere trætte af sorte rødspætter

Der er et stort, sort marked for ulovligt fangede fisk. Men nu bliver det sværere at komme af med fangsten. Fødevareminister Henrik Høegh lægger op til et tæt samarbejde mellem fiskerikontrollen og skattemyndighederne.

Presser priserne

Erhvervsfiskerne på Kerteminde Havn er godt trætte af piratfiskeriet, hvor der bliver sat ulovlige net helt inde ved kysten.

- Det, der foregår 100 meter inde for land og ved åudløb, det skal stoppes, lyder det fra erhvervsfisker Carsten Martinussen.

Det er især ørreder og rødspætter, der er sorte penge i. Og ifølge fiskerikontrollen omsættes der for rigtig mange penge, og de sorte fisk bliver typisk solgt på de store arbejdspladser.

Piratfiskeriet stiller branchen i et dårligt lys og presser priserne på den lovlige fangst.

- Det er klart, når man begynder at omsætte sorte fisk, så kan det godt lokalt have en effekt på fiskepriserne, hvor man kan sige, at folk kan sælge fisken til fiskehandlerne til en fornuftig pris, hvor man så kommer ud og dumper markedet, siger Allan Buch, der er formand for de fynske fiskere.

Skattemyndigheder på banen

Det sorte marked hører ikke under fiskerikontrollen, men derimod skattemyndighederne. Derfor vil fødevareministeren nu gøre noget ved problemet. Han vil have skattemyndighederne på banen i tæt samarbejde med fiskerikontrollen.

Oversigt

    Oversigt