I det fynske folks tjeneste

Flamingodans og trommekoncert: Lone og Emmie skal til virtuel fredagsbar

Lone og bonusdatteren Emmie skal til fredagsbar foran skærmen. Det bliver som at tage tilbage til de gode gamle dage.

Bonusdatteren Emmie og datteren Isabel er klar til at hygge sig i fredagssolen. Foto: Lone Henriette Lund-Hansen

Den står på Aperol Spritz og Mathildekakao i udestuen nær Rudkøbing på Langeland. 

Lone Henriette Lund-Hansen skal til virtuel fredagsbar sammen med bonusdatteren Emmie, der har siddet med terminsprøver til op over ørerne hele ugen. Datteren Isabel har også fået lov at komme med i sin første fredagsbar. Dog kun med kakaomælk i glasset. Selv arbejder hun også hjemmefra i disse dage, og de glæder sig til at få en pause. 

- Det bliver fedt at genopleve fredagsbarens stemning. Det bliver lidt ligesom at tage tilbage til de gode, gamle dage, siger Lone.  

Inviterede hele Danmark

Det er Mikkel Eskesen fra Aarhus, der står bag begivenheden "Danmarks største hjemme-fredagsbar" på Facebook. Han fik ideen, da nogle kollegaer snakkede om at lave et virtuelt fredagsmøde.

- Jeg tænkte bare, at så inviterer jeg sgu hele Danmark, siger Mikkel Eskesen.   

På facebookbegivenheden har 1300 trykket "deltager" og mere end 4000 er interesserede. Foto: Screenshot: Liv Sepstrup

Og initiativet er blevet taget godt imod. Flere har budt ind med indslag, der kommer til at blive livestreamet hjem til deltagerne. 

- Jeg har bare taget initiativet, men det er ikke mig, der gør det hele. Folk har selv budt ind med det, de ville, siger Mikkel Eskesen.

Flamingodans og trommekoncert

Hjemme i Rudkøbing venter Lone og pigerne spændt.

De kan blandt andet se frem til at show fra en flamingodanserinde, en trommekoncert med Kalle Mathiesen, der er kendt fra Ramasjang, og så skal der laves en afstemning om, hvad der er den mest populære drink ude i de små hjem.  

- Det bliver dejligt at sidde her i udestuen og få lidt sommerstemning. Det trænger vi sådan til, siger hun. 

Fredagsbaren finder sted fra klokken 16 til 17. Du kan selv deltage ved at klikke på linket her: https://www.facebook.com/events/497436057600018