Flere arbejdsløse akademikere på Fyn: Peter vil flytte væk for at få job

Rekordmange danskere er i arbejde, men akademikere på Fyn har stadig svært ved at finde job. 25-årige Peter Krogh Jeberg overvejer nu at flytte fra Fyn for at finde et arbejde.

Mens mange brancher skriger på arbejdskraft, er mange unge medlemmer af Magistrenes a-kasse og økonomer på Fyn ledige. Hele 7,1 procent af medlemmerne i Magistrenes A-kasse står uden job, mens det samme kun er tilfældet for en procent af elektrikerne og to procent af medlememrne i FOA.

Særligt de unge akademikere har svært ved at finde arbejde. 10,7 procent af økonomerne under 30 er ledige og for akademikernes a-kasse er tallet 6,5 procent - et godt stykke over gennemsnittet.

En af dem er 25-årige Peter Krogh Jeberg, der har gået i skole 18 år af sit liv og nu er uddannet erhvervsøkonom fra Copenhagen Business School. Han er klar til at komme i arbejde, men indtil videre har jobsøgningen på Fyn ikke båret frugt. 

- Jeg og min kæreste har i tankerne at flytte til Aarhus, så det er den vej, vi prøver nu. Det er ikke, fordi Odense er udelukket, men især inden for mit felt er der lidt flere muligheder i Aarhus og København, siger Peter Krogh Jeberg.  

Stigende ledighed trods jobfest

Peter Krogh Jeberg er en del af gruppen på 10,7 procent af de uddannede økonomer mellem 25 og 30 år, som er ledige.

Ledigheden hos medlemmer i Magistrenes A-kasse er ifølge maj-tal fra Danmarks Statistik steget 14 procent i løbet af de seneste tre år, men ifølge Line Svindt Olsen, der er karriererådgiver i Magistrenes A-kassse, er de nyuddannede klar over, at de ikke nødvendigvis får drømmejobbet som det første. 

- De søger faktisk relativt bredt, det er ikke kun Odense og omegn. De har fundet ud af, at de er nødt til at strække sig og være mobile. Det kan være, at de skal gribe det første job i Herning Kommune eller Slagelse. Mange af dem er villige til at gøre det, fordi de ved, at de skal investere noget for at komme ind på jobmarkedet, siger hun.

Det gælder også for Peter Krogh Jeberg, der har fundet ud af, at det ikke er nok kun at søge job i store virksomheder som Bestseller og Salling Group. 

- Nu er jeg også begyndt at brede det ud og søge i mindre og mellemstore virksomheder, siger han.

Om hans nærmeste fremtid bliver på Fyn, bliver afgjort af, hvor han får arbejde. 

- Jeg breder jobsøgningen ud og kigger både i Odense og København, hvis ikke det bliver Aarhus, siger Peter Krogh Jeberg. 

Oversigt

    Oversigt