Flere dropper rejsen til Syden: Her vil fynboerne hellere holde sommerferie

Nu er der endelig kommet gang i rejselysten hos fynboerne, men i forhold til 2019 vælger flere af dem at bytte turen til Sydeuropa ud med en anden destination.

All-inclusive, badestrand og høje temperaturer. 

Fynboerne har i år valgt en lidt anden retning end charterrejsen, når de stiger ombord på flyet for at drage på sommerferie.

For ifølge rejsebureauet Gislev Rejser, der især sælger rejsepakker til fynboerne, bliver en større andel af deres kunder i de koldere luftlag. Kunderne holder nemlig i år sommerferie i Nordeuropa i stedet for de sydlige destinationer som Kroatien og Italien.

Her er særligt én destination meget populær blandt fynboerne.

- Færøerne er virkelig en højdespringer, siger Niels Ravn Eriksen, der er administrerende direktør i Gislev Rejser.

- Det er et noget større antal, der søger mod denne type destinationer. Der har vi enorm søgning til.

Kundernes begejstring for de nordlige lande smitter. Mængden af kunder er nogenlunde den samme som i 2019, men procentvis vælger flere af dem at rejse til lande i Norden, Skotland, Irland og England.

- Vi hører om folk, der kommer hjem fra nordlige rejser, som har fået en enorm appetit på at se mere af Norden og dens natur. Nogle kommer hjem fra Færøerne og taler godt om deres oplevelse til venner og naboer, hvor de siger: ”den tur til Gran Canaria, den kan I altid tage”, siger Niels Ravn Eriksen.

Fynboer går efter tryghed

Årsagen til den nye tendens skal blandt andet findes i tre år med coronapandemi. Hos Gislev Rejser har de oplevet, at fynboerne har søgt mod lande, hvor de er trygge ved håndteringen af pandemien, som stadig spøger.

- I coronaperioden har vi oplevet, at tryghed ligger i kendskabet til destinationerne, og hvordan coronasituationen håndteres i de nordlige lande, siger han og fortsætter:

- Vi har med et seniorpublikum at gøre, hvor det kan have en større betydning.

Selvom ture til Italien stadig er populære, så er andre destinationer mindre populære end i 2019. Eksempelvis har Gislev Rejser været nødt til at aflyse flere rejser til Kroatien, fordi de ikke kunne få dem solgt. 

Men det er ikke ensbetydende med, at det går dårligt hos rejsebureauet. For turene til Nordeuropa kræver nemlig, at de ferieglade fynboer får flere penge op ad pungen.

- Vi oplever, at specielt ved nordliggående rejser, så er det ofte en tur til Nordkap eller Færøerne, og de rejser er dyrere, siger direktør Niels Ravn Eriksen.

Mens flere danskere rejser udenlands, så går det også godt hos de fynske campingspladser. Hos First Camp Hasmark Strand ved den nordfynske kyst har man ligefrem svært ved at rekruttere sæsonarbejdere til de fynske campingpladser.

Oversigt

    Oversigt