Flere fynske feriehuse til salg: Kan betyde flere turister

Mange fynske sommerhuse har ramt ejendomsmæglernes hjemmesider. Det kan betyde langt flere feriehusudlejninger på Fyn. Det vurderer Dansk Erhverv.

Første halvår af 2017 har budt på rekordmange boligannoncer med fynske sommerhuse. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Ifølge interesseorganisationen Dansk Erhverv lover en stigning i udbudte sommerhuse godt nyt for udlejningsbranchen.

I en pressemeddelelse oplyser chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen, at der er landsdækkende mangel på feriehuse til udlejning. Han håber sammen med Dansk Erhverv, at stigningen i antallet af sommerhuse, der er udbudt til salg, kan reducere manglen på sommerhuse hos danske udlejningsportaler.

- Vi har brug for flere feriehuse til udlejning i Danmark. I 2017 stod feriehusene for 37 procent af turisternes i alt 52,4 millioner overnatninger i Danmark. Derfor er det også mit håb, at mere bevægelse på sommerhusmarkedet sammen med blandt andet det forhøjede bundfradrag på sommerhusudlejning kan være med til at øge antallet af feriehuse, lyder det fra Lars Ramme Nielsen.

Hvis Dansk Erhvervs ønsker går i opfyldelse, vil det formentlig være kommunerne Svendborg og Middelfart, der står til den største fremgang i antal udbudte feriehuse. I de to kommuner har man nemlig oplevet den største stigning i antal sommerhuse, der er til salg.

Ifølge boligportalen boligsiden.dk var der i maj særlig stor interesse og stigende priser  for sommerhuse på Fyn.

Sommerhuse til salg 

I august havde 92 sommerhuse i Middelfart Kommune et til-salg-skilte banket ned i forhaven. I samme måned sidste år lå det antal på 60. Det svarer til en stigning på 53 procent. 
 
I Svendborg Kommune har man også oplevet en stigning af antallet af sommerhus, der er sat til salg. Her er der lige nu 44 sommerhuse til salg. I august 2017 lå det tal på 29 sommerhuse.

Udlejningsportalen Novasol har i skrivende stund 23 sommerhuse på Fyn, der kan lejes af ferielystne gæster. Dertil kommer en række sommerhuse på Langeland.  

Aftale om nyt forhøjet bundfradrag for sommerhusudlejere

Oversigt

    Oversigt