Flere gråvejrsdage venter fynboerne

Det bliver mest af alt en grå lørdag, og det ser ud til at fortsætte de næste dage.

Det gråvejr, som har præget Fyn det seneste stykke tid, ser ud til at fortsætte lidt endnu. Efteråret er kommet, og fynboerne vil lørdag stå op til skyer endnu en gang.

For de fleste vil skyerne blive der resten af dagen. 

- Der er mange skyer derude, men skyerne er relativt tynde. Det betyder, at der godt kan komme et solstrejf til tider, siger TV 2 Vejrets Thomas Mørk.

Temperaturen starter på 12-13 graders varme fra morgenstunden, men kommer ikke meget højere op end 16 grader. Til gengæld er der meget svage vinde, som kommer fra en østlig retning. 

For langt de fleste fynboer vil dagen byde på tørvejr, men enkelte steder kan man få en regnbyge eller to.

- Det er blandt andet over Ærø og sydlige Langeland. Men igen i småtingsafdelingen, fortæller Thomas Mørk.

Og sådan vil vejret fortsætte de kommende dage. Mest tørt med en del skyer på himlen og enkelte muligheder for, at solen kan bryde igennem. Temperaturen vil også ligge stabilt omkring 15-16 graders varme.