Flere henvendelser efter fængselsoverfald

Politiet i Nyborg har fået en del henvendelser, efter at en overvagtmester fra Nyborg Statsfængsel blev slået ned bagfra ud for sit hjem torsdag morgen. Men der er stadig intet gennembrud i efterforskningen.

-

/ritzau/
Politiet i Nyborg har fået en del henvendelser, efter at en overvagtmester fra Nyborg Statsfængsel blev slået ned bagfra ud for sit hjem torsdag morgen.

\"Vi vil følge op på oplysningerne i dag, men der er ikke noget gennembrud i opklaringen\", siger kriminalinspektør Poul Erik Bentsen fra Nyborg Politi.

Trods en minutiøs gennemgang af gerningsstedet og den rute, som gerningsmændene menes at have gået for at komme frem til overfaldsstedet, er der ikke fundet afgørende spor, tilføjer han over for Ritzau.

Andet overfald
Overfaldet var det andet mod medlemmer af ledelsen af det fynske statsfængsel. Torsdag morgen gik det ud over en overvagtmester på dennes private bolig i Ullerslev.

Og for to måneder siden var det fængselsinspektør Jens Tolstrup, der blev banket ned ud for sit hjem. Han er fortsat sygemeldt efter mødet med den brutale overfaldsmand.

Bodybuildertyper
Efter torsdagens overfald på den 62-årige overvagtmester efterlyser politiet to mænd, der beskrives som bodybuildertyper, og en rød bil, måske en Toyota Corolla eller Carina af en lidt ældre årgang, men torsdag aften havde man ikke fået afgørende hul på opklaringsarbejdet.

Oversigt

    Oversigt