Flere praktikpladser til fynske unge

Kold College har indgået 32 procent flere uddannelsesaftaler i forhold til sidste år. Det er især kokke og bagere, der kan se frem til nye praktikpladser.

Manglen på praktikpladser er et stort problem for mange unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse. En opgørelse fra marts viser, at omkring 2.800 unge lige nu står uden en praktikplads.

Men på Kold College i Odense har man nu fået krogen i flere praktikpladser til de studerende.

Vejen til de gode tal går gennem tæt virksomhedskontakt. Og på erhvervsskolen har man gennem flere år haft ansat en praktikpladskonsulent, som er i kontakt med virksomhederne.

- Ofte viser det sig at være noget så simpelt som manglende information eller en formodning om, at det er bøvlet at lave en praktikplads, som spænder ben for et forløb. Her er det godt givet ud, at vi som erhvervsskole stiller os parat og hjælper med alt papirarbejdet, siger Per Jørgensen, praktikpladskonsulent på Kold College.

Fakta:

Indenfor det grønne område - dvs. landbrug og gartneri - henter Kold College 19 procent flere uddannelsesaftaler sammenlignet med tallene fra sidste år.

Det skyldes ikke mindst en markant fremgang for væksthusgartnerierne på 56 procent.

På levnedsmiddel går kokkene frem med 70 procent, og bagerne med 65 procent.

Oversigt

    Oversigt