Flere vil være sygeplejerske og lærer

20 procent flere har i år valgt at søge ind på Læreruddannelsen på Fyn. Dermed er tre år med nedgang i ansøgertallet vendt. Sygeplejeruddannelsen har fordoblet sit ansøgertal på seks år.

Søndag den 5. juli er sidste frist for at søge ind på en videregående uddannelse, og det har ikke bare givet flere studerende til SDU. Også University College Lillebælt har armene over hovedet.

20 procent flere vil være lærer - i alt 232 personer har søgt ind på Læreruddannelsen på Fyn.

- Vi er glade for den store fremgang ovenpå 3 år med faldende ansøgertal, siger Erik Knudsen, rektor på University College Lillebælt (UCL), der udbyder Læreruddannelsen på Fyn.

- Læreruddannelsen er en af grundstenene i hele vores uddannelsessystem. Det er i skolen, at de næste generationer dannes og uddannes. Derfor er det rigtig, rigtig vigtigt, at vi har fået en stor fremgang i antallet af ansøgere, der vil uddanne sig til lærer, siger Erik Knudsen.

Flere års frygt for faldende ansøgertal til læreruddannelsen og dermed lærermangel kan måske have fået flere til at søge, mener rektoren.

- Jobsituationen for lærere ser væsentligt bedre ud, end den gjorde for år tilbage. Det har formentlig skærpet interessen for læreruddannelsen, siger Erik Knudsen.

Også hos sygeplejerskeuddannelsen mærker de stigende interesse.

Sygeplejerskeuddannelsen i Odense har i år en fremgang på 16 procent og har mere end fordoblet ansøgertallet på 6 år.

UCL's bioanalytikeruddannelse i Odense er årets højdespringer med en stigning i ansøgertallet på 35 procent.

Oversigt

    Oversigt