Flertal trumfer regeringen - hæver forsamlingsloft ved indendørs kulturarrangementer

Regeringen omsætter nu forslaget om et hævet forsamlingsloft til en bekendtgørelse, der skal få effekt allerede fra på søndag.

Formiddagens møde i Folketingets epidemiudvalg har bekræftet, at der er et flertal i Folketinget for at indføre den såkaldte superliga-model for kultur- og sportsarrangementer.

Det er de blå partier samt Radikale Venstre, der vil tillade 1.500 personer - fordelt i tre sektioner med 500 - ved indendørs kulturarrangementer.

Regeringen følger derfor flertallet og går videre med at omsætte forslaget til en bekendtgørelse, der skal få effekt allerede fra på søndag, 16. januar.

Det siger Socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær til TV 2.

- Det er klart, at når der er et flertal i Folketingets epidemiudvalg, så retter vi os selvfølgelig efter det . Derfor arbejder vi også på, at den her sektionering, det man kalder superliga-modellen - det kan træde i kraft fra på søndag, siger han.

- Det er jeg sådan set også ret tryg ved, at vores kulturliv, vores sportsklubber og vores idrætsliv derude også kan håndtere.

Går længere end anbefalingen

Dermed bliver forsamlingsloftet for indendørs kulturarrangementer hævet betragteligt mere, end regeringen har lagt op til.

Regeringen lagde op til et loft på 500 personer ved indendørs kulturarrangementer indført gældende fra 16. januar.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blev på onsdagens pressemøde foreholdt, at der i Folketinget er flertal for at hæve loftet yderligere. Hertil svarede han, at han er villig til at fremlægge forslaget for eksperterne for at få en vurdering af det, men at man skal passe på med at gå for langt væk fra epidemikommissionens indstillinger.

Samme tone lød fra Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund. Han har fuld forståelse for, at der er et udbredt ønske om at lempe coronarestriktionerne. Men det er ikke nok til, at man bør gå imod Epidemikommissionens indstilling, mener han.

- Det er ærgerligt, at man begynder at gå på kompromis med sundhedsfagligheden, og politisk at begynde at opfinde sine egne løsninger, sagde han.

Oversigt

    Oversigt