Flest enlige kvinder får børn med sæddonor

400 danske børn kom sidste år til verden født af singlekvinder eller lesbiske, viser en undersøgelse.

Kvinder, der lever uden en mand, modtager mere end to tredjedele af alle fertilitetsbehandlinger.

Det siger Karin Erb, biolog på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Fertilitetsselskab til Kristeligt Dagblad.

Hun står bag den første opgørelse af, hvor mange enlige og lesbiske, der har modtaget kunstig befrugtning på både offentlige og private klinikker.

Nogle af de største jordemoderklinikker, der især har enlige og lesbiske i kundekredsen, har ikke svaret på undersøgelsen, men Fertilitetsselskabets tal tegner alligevel et klart billede.

Af 5149 behandlinger blev 3249 udført på kvinder, der ikke lever i et parforhold med en mand. Enlige og lesbiske modtog altså to ud af tre behandlinger.

- Havde vi haft de store jordemoderklinikker med, så havde tallet nok nærmere været 80 procent, siger Karin Erb til Kristeligt Dagblad.

Da 13 procent af behandlingerne ender med en vellykket graviditet, blev mindst 400 danske børn sidste år født uden at have en far.

De børn skal forberedes på, at de skal forklare og forsvare sig, lyder det fra Børnerådet. Rådets undersøgelser viser, at 77 procent af børn i 5. klasse synes, at det er bedst at bo i en familie med både mor og far.

- Man skal være opmærksom, når man undfanger et barn, der kun har en mor, siger formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen til Kristeligt Dagblad.

- Barnet skal vide, hvorfor vores familie er sådan. Og når det mødes af undren fra andre børn, skal det kunne forsvare, hvorfor det, jeg er kommet af, er lige så godt, siger hun.

Oversigt

    Oversigt