Flot regnskab fra Halberg

Den familieejede koncern, Halberg A/S, med hovedsæde i Svendborg fik et overskud før skat på knap 46,5 millioner kroner i regnskabet for 2013 - 2014.

Regnskabet fra Halberg A/S viser, at der stadig er salg i pibetobak.

Overskuddet i Mac Baren Tobacco Company steg med hele 48% til godt 25 millioner kroner.

Medvirkende til det er, at købet af den amerikanske pibetobaksfabrik Sutliff er slået fuldt igennem i regnskabet.

Også Halberg Hotels har haft pæn fremgang, og koncernchef Per Buch er da også godt tilfreds.

- Vi afventer dog stadig det endelige udfald af EUs tobaksdirektiv, når det implementeres i de enkelte medlemslande med effekt fra 2016. Så vi er i fuld gang med forberedelserne til den ny fremtid, siger han.

Halberg-koncernen har været i familien Halbergss eje gennem fem generationer i 180 år.

Koncernen har 230 ansatte til produktion og salg af pibetobak, hotel- og investeringsvirksomhed.

Oversigt

    Oversigt