Flugtkongen Bamse

For anden gang på blot et halvt år er vaskebjørnen Bamse løbet hjemmefra. Nøglerne sad i døren og så fandt Bamse selv ud af at dreje nøglerne og smutte ud.

Sidste gang Bamse tog flugten åbnede han et vindue, mens den denne gang fik låst døren op.
 
- Denne her gang er det en forseelse fra vores side af. Vi troede, at to lukkede døre ville være mere end rigeligt, men man skal bare lade nøglerne sidde i, og så bliver de også drejet rundt, og så er den ude, siger Bamses ejer, Thomas Kjær.

Bamse afmonterede et toilet

Bamse burde måske have været håndværker, for det lader til at den har hænderne skruet rigtig på.
 
En morgen må Bamse have været i humør til at lege håndværker. Den gik i værktøjskassen og fandt den rigtige stjerneskruetrækker til toilettet, og gik bagefter op og skruede de fire skruer op, som holder toilettet fast til gulvet.

Næste morgen vågnede Thomas Kjær op til en åben værktøjskasse, værktøj der lå spredt på badeværelset, og et halvvejs afmonteret toilet. 
 
- Man tror jo man er ved at være åndssvag, når man står op til sådan noget. Enten går man i søvne, eller også sker der i al fald ting og sager når man sover. Så kan man jo regne ud, at det er det lille krapyl. Men bare det, at den kan finde den rigtige skruetrækker til den rigtige skrue. Det overrasker mig. Det er beundringsværdigt og tegn på intellekt, siger Thomas Kjær.

En rigtig pilfinger

Ud over at afmontere toiletter, har den også afmonteret naboens sprinkler system på hans Peugeot.

- Jeg har ikke fået regningen endnu, men jeg satser på at den kommer, siger Thomas Kjær
 
Det er 14 dage siden, at Bamse løb hjemmefra og siden har de ikke set noget til ham.
 
- Hvis folk skal lokke den til sig, så skulle det nok være med bananer eller æbler. Så tror jeg de er i høj kurs, siger Bamses ejer.

Oversigt

    Oversigt