Fly fra Odense til London: - Det er ikke urealistisk

London blev valgt som det mest populære mulige rejsemål fra lufthavnen i Odense. Ikke urealistisk, siger lufthavnsdirektør.

Hans Okholm Vejrup er ny direktør i H.C. Andersen Airport i Odense og har planer om rutefly til europæiske storbyer.

I en afstemning på tv2fyn.dk har flere end 3.700 brugere stemt på deres favoritdestinationer. 29 procent af stemmerne er gået til London, og det glæder lufthavnsdirektøren, der ikke vil udelukke, at en rute mellem Odense og den britiske hovedstad bliver en realitet. 

- Det er ikke urealistisk. Der starter en masse arbejde nu, siger Hans Okholm Vejrup, der startede i sit nye job 1. august og fortsat er i gang med at lære organisationen at kende.

I afstemningen var det muligt at stemme på ti destinationer. Byerne var valgt ud fra de mest populære bud på Facebook.

Populære spanske byer

Foruden London scorede de to spanske byer Barcelona og Malaga flest stemmer og kom ind på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 16 og 15 procent af stemmerne.

Derudover fik den spanske ferieø Mallorca 11 procent af stemmerne og kom ind på fjerdepladsen.

Hans Okholm Vejrup vil nu starte en dialog og tage kontakt til forskellige luftfartsselskaber i håb om at få rutefly til lufthavnen i Odense.

quote Det er ikke urealistisk. Der starter en masse arbejde nu

Hans Okholm Vejrup

Direktør: Tre afgange om ugen

Det er i sidste ende luftfartsselskabernes afgørelse, om der er et markedsgrundlag for at starte en rute mellem eksempelvis Odense og London.

- Det skal helst være en destination, som har en gangbar periode, forklarer lufthavnsdirektøren, der også understreger, at der skal være så mange passagerer - både erhvervs- og fritidsrejsende -, at flyene kan afgå to-tre gange om ugen.

Som det er nu, er der et begrænset antal destinationer, man kan rejse fra, hvis man tager flyet fra Odense. Det drejer sig blandt andet om Napoli, Verona og Pisa i Italien, Dublin i Irland og Edinburgh i Storbritannien. Her er der kun én afgang om ugen. 

Hans Okholm Vejrup vil ikke komme med et bud på, hvornår fynboerne kan forvente fly til London eller andre europæiske storbyer fra H.C. Andersen Airport.

Sådan gik afstemningen

Oversigt

    Oversigt