FOA: Urimeligt at syge børn afleveres

FOA kalder det "helt vildt", at børn sendes syge i institution. Forbundet kigger misundeligt mod Sverige. Fynsk politiker afviser at blande sig i sagen.

Det er urimeligt og problematisk, at hver tredje forælder har afleveret sit syge barn i institutionen eller skolen. Det mener Dennis Kristensen, der er forbundsformand i FOA, der blandt andet organiserer dagplejerne.

En Megafon-måling foretaget for Politiken og TV2 viser, at hver tredje forælder har afleveret et ikke helt rask barn i institution eller skole, fordi forældrene ikke har kunnet få barnets første eller anden sygedag til at slå til. Hver femte forælder har meldt sig selv syg for at kunne blive hjemme

- Det er helt vildt, at børn bliver afleveret syge, og det er helt urimeligt over for børnene, for forældrene og for dem, der skal passe børnene, siger Dennis Kristensen til Ritzau og fortsætter:

- Jeg er overbevist om, at vi kan gøre det bedre, så derfor synes jeg, at det ville være godt, hvis lønmodtagerne samlet stiller et krav om bedre rammer, men Folketinget skal også kigge på de ting, der er lovgivningsbestemte.

Socialdemokraternes børne- og familieordfører, Julie Skovsby, mener dog ikke, at det er et område, politikerne skal røre ved.

- Barnets første og anden sygedage er ikke noget, vi politikere skal blande os i, men debatten om, hvordan vi skaber familievenlige arbejdspladser, er bestemt vigtig, siger Julie Skovsby til Politiken.

I Sverige har alle forældre ret til at blive hjemme hos deres syge børn 60 dage om året til 80 procent af deres løn. Ordningen betales af det statsejede forsikringsselskab Försikringskassan, som arbejdsgivere og lønmodtagere betaler til igennem såkaldte sociale afgifter.

- Det er en ordning, der virkelig signalerer, at børn er vigtige. Det er et rigtig godt signal, vi kunne lære noget af herhjemme. Der skal være mulighed for børnene at få den bedst mulige opvækst, og i Sverige er de virkelig bevidste om, at børn er fremtiden, siger Dennis Kristensen.

Den svenske model vil da også være noget, FOA vil lade sig inspirere af ved de kommende overenskomstforhandlinger til næste forår, lyder det fra forbundsformanden.

Oversigt

    Oversigt