Første år som folkevalgt:

- Jeg har haft rigtig meget dårlig samvittighed

Bjørn Brandenborg sætter sig ved den ene side af bordet i mødelokalet på TV 2 Fyn i det sydlige Odense. Han placerer en kaffekop foran sig, skæver til optageren, der ligger og lytter med til højre, og placerer så underarmene på det cirka halvanden meter brede bord.

At der er tale om så stort et bord, skulle senere vise sig at blive en vigtig – og heldig – detalje. Det vender vi tilbage til.

For på det her tidspunkt spekulerer ingen i bordbredder. Det 28-årige folketingsmedlem fra Sydfyn sidder i stedet og grubler over interviewets første spørgsmål: hvordan det første hele år som folkevalgt egentlig har været.

- Selvom jeg har været politisk aktiv længe, har det været en helt anden virkelighed. Christiansborg er jo egentlig en arbejdsplads som så mange andre, men så alligevel ikke. Jeg tror, jeg brugte de første tre måneder på at finde ordentligt rundt, fordi det er stort. Man kan næsten kun fare vild, fortæller han.

Og Bjørn Brandenborg har også lige skullet orientere sig i forhold til de mange fynboer, der har stemt ham i Folketinget. Næsten 7.000 stemte personligt på ham ved det seneste valg, og det har givet den unge socialdemokrat grå hår i hovedet.

- Jeg har haft rigtig meget dårlig samvittighed over for mange af dem, der har stemt på mig, indrømmer han.

- Der er mange folk, der stemmer på en politiker ud fra, at man bare skal gøre det så godt, man kan. Men der er også rigtig mange, der har stemt på mig, fordi de virkelig forventer, at jeg løser deres konkrete problemstilling. Så jeg bliver jo også nødt til at acceptere, at jeg skuffer nogle folk, og at jeg ikke kan løse alle problemer. Det er en balancegang, jeg skal lære at håndtere, uddyber han. 

Bjørn Brandenborg er formand for skatteudvalget, og så er han den eneste socialdemokrat under 30 år på Christiansborg – et faktum han også er bevidst om.

- Som formand skal jeg sørge for, at ministeren svarer på det, han bliver spurgt om i udvalget. Det skal man lige vænne sig til på et personligt plan – at nu er jeg dén, der er den, trods jeg er den yngste socialdemokrat i gruppen.

Hvordan er det som yngste mand at sige til skatteministeren, at han altså skal svare på de spørgsmål, han glider af på?

- De første par gange syntes jeg, det var lidt intimiderende – for man skal jo også gøre det i et rum, hvor der er mange tilhørere. Men jeg besluttede mig hurtigt for den rolle, jeg ville have.

Hvad var det for en?

- Jamen, jeg er tidsnazist. Jeg hader at komme for sent, og jeg hader, når andre gør det. Jeg synes, det er irriterende. Så jeg har lagt en meget stram stil, hvor vi begynder til tiden og slutter til tiden, og hvor folk skal være skarpe på deres spørgsmål. Det gælder uanset, hvem man er – minister eller ej.

- For fælles for folk på Christiansborg er, at de godt kan lide at tale og høre sig selv tale. Længe. Og tit tørt, siger Bjørn Brandenborg med et grin.

- Ja, og nogle gange fuldstændigt irrelevant også. Så det dér med at kunne slå ned på det har jeg fået ros for, og jeg har ikke problemer med at afbryde et møde, hvis jeg ikke synes, det er et godt møde. For vi er et sted, hvor vi skal have respekt for tiden.

Og så synes Bjørn Brandenborg også, at man skal have respekt for provinsen. Som uddannelses- og forskningsordfører er han især optaget af de unge på Sydfyn.

- For mig er der én ting, der er vigtigere end noget andet – og det er at levere på det, der handler om uddannelse.

Hvad vil det sige at levere?

- Ja, det ord skulle jeg nok ikke have brugt, siger han grinende.

- Men det er jo nok, fordi jeg synes, der er nogle ting i valgkampen, hvor dem derhjemme forventer, at den her dagsorden må han altså levere på – og den er svær at have hængende over hovedet. Det gør, at jeg synes, at der skal ske noget nu.

Hvad er det, du mangler?

- Vi har talt varmt om, at der mangler uddannelser i hele landet. Jeg vil gerne have, at vi åbner en læreruddannelse i Svendborg – for jeg kan efterhånden ikke se argumenter imod det.

- Jeg synes, de fortjener den læreruddannelse i Svendborg. Der er et behov – der er brug for det. Og hvis ikke en kommune som Svendborg, hvor der bor 60.000 mennesker, kan have velfærdsuddannelser og professionsuddannelser, så er det svært for mig at se, at vi nogensinde får vendt den udvikling, som jeg synes er farlig – at rigtig mange ressourcer rykker ind til de større byer og ikke kommer tilbage igen.

Da Bjørn Brandenborg var 14-15 år gammel, tog han til de første politiske møder. Men selvom han dermed har betragtet samfundet gennem politiske briller hele sit voksenliv, synes han alligevel, der er sket noget med forholdet til politik de seneste måneder.

- Mange er blevet opmærksomme på, at politik nytter noget, fortæller han.

- Hvis man tager coronakrisen som eksempel, så skete der det, at vi alle sammen slog ring om hinanden. Fordi vi har det samfund og de institutioner, vi har, ser vi ud til at komme godt ud på den anden side. Og det viser for mig, at politik betyder noget – at værdier betyder noget. At nu går vi alle sammen hjem og passer på dem, der er svagest i vores samfund.

Man kunne vel næsten sige, at coronakrisen var designet til den socialdemokratiske tankegang?

- Den har i hvert fald vist os, at den opskrift, som nogle socialdemokrater har været med til at lave for mange årtier siden, stadig holder – at den stadig virker, siger Bjørn Brandenborg, mens han støtter hagen i sin venstre hånd.

- Den diskussion om værdier, solidaritet og politik kan jeg som politiker bruge som en katalysator for fremtiden. Og dét, synes jeg, er spændende. For der begynder det at gå fra, at det tit handler om, hvad der kan lade sig gøre inden for et budget til i stedet at handle om, hvad vi egentlig vil med vores samfund.

Og så var der lige det med bredden på bordet i mødelokalet, som pludselig blev meget interessant for denne artikels skribent. For kort tid efter interviewet til denne artikel blev Bjørn Brandenborg testet positiv for coronavirus og har lige siden opholdt sig i isolation derhjemme.

Dermed missede Brandenborg også karrierens kun anden udgave af Folketingets Åbning. Men som yngste mand på holdet har han mange år til at indhente det tabte.

- Jeg gik jo ind i politik, fordi der var nogle ting, jeg gerne ville bidrage med, fortæller han ved mødelokalets halvanden meter brede bord – og altså dermed på det, der senere viste sig at være coronasikker afstand.

- Og det er klart, at jeg gerne vil have magt og indflydelse, når jeg er med i den her lille klub af 179 mennesker, der har fået lov til det.

Vil du egentlig gerne være minister en dag?

- Der er rigtig mange ting, jeg ikke har prøvet endnu. Der er rigtig mange udvalgsværelser, jeg ikke har været i endnu, og der er også en enkelt kantine, jeg ikke har spist i endnu. Men det er klart – jeg er jo på Christiansborg, fordi jeg har nogle ambitioner. Men jeg synes ikke, man behøver have en bestemt post for at have indflydelse.

- Men der findes jo også unge ministre i dag – en af dem er 34 år gammel?

- Ja, men de er satme også dygtige…

Men er det drømmen engang?

- Jamen, det ved jeg sgu ikke …

Hvorfor tør du ikke sige ja til det?

- For det første, fordi det ikke er noget, man selv bestemmer…

Det gør man jo sjældent med drømme…

- Jo, men når man er i politik, har man da ambitioner om det, men jeg vil også være ked af, hvis det nu handlede om, at jeg har en ambition om, at i morgen vil jeg gerne være minister. For sådan er det ikke. Men man har en helt særlig mulighed for at præge tingene i ministerierne.

Ja, for det vel også dér, magten ligger?

- Klart. Men hvis du spurgte mig for halvandet år siden, var der ingen, der troede på, jeg ville nå hertil, siger han insisterende.

- Så selvfølgelig kan jeg godt sidde og drømme og fantasere om, at det er muligt, men lige nu er jeg sindssygt glad for at have nået det her mål. Det har jeg knoklet for i så mange år, og jeg synes, det kræver, at man tager sig sammen og bliver rigtig god til det her, før man begynder at drømme om noget andet. Det er jo ikke engang fem år siden, jeg begyndte at drømme om at blive politiker.

- Men folk på Christiansborg, der siger, at de ikke vil være minister… jeg tror, de lyver.

Bjørn Brandenborg bor i dag på Langeland. Han har tidligere været organisator i 3F på Sydfyn og er uddannet fra Aalborg Universitet.

Skrevet af: Katrine Fuglsang