Folk samles ved Carlslund: - Det er så trist

En række forbipasserende står og så trist til, mens brandfolk forsøger at redde den 150 år gamle kro i Fruens Bøge. Det er så trist og en katastrofe, lyder det fra nogle af de 2000 personer, brandfolkene anslår har lagt vejen forbi.

En af dem, TV 2/FYN har mødt på stedet, er arkitekt og seniorrådgiver i byggebranchen Jess Heilbo fra Odense. Han kender Restaurant Carlslund rigtig godt og kommer der ofte til møde i en forening.

- Det er forfærdeligt. Det er frygteligt, når en brand opstår midt om natten, hvor der ikke er nogen til stede...så kan vi jo se resultatet her bagved. Det er en katastrofe, siger Jess Heilbo.

For ham står stedet for traditioner og familiehygge, som har fundet sted på restauranten i årevis. Der er desuden tradition for lørdags-jazz sommeren over.

- Alle de minder, som mange har - det er overstået og kan ikke genskabes på samme måde. Jeg er trist på familiens vegne, siger Jess Heilbo.

Flere er kommet forbi for at følge slukningsarbejdet.

- Det er sørgeligt. Vi plejer at komme der med jævne mellemrum. Det er virkelig trist. Vi må håbe, den bliver genopbygget, siger Claus Steen Hansen, der bor lige i nærheden af kroen.

Også på TV 2/FYNs Facebookside er der nedtrykte bemærkninger.

"Hvor er det trist. Et af Odenses absolut hyggeligste steder med altid god betjening og dejlig mad", lyder en af kommentarerne.

"Det er så trist. Håber den bliver genopbygget som en tro kopi af det søde gamle hus", lyder det fra en anden bruger.

Oversigt

    Oversigt