Forbrugerråd: Utilfredse rejsende skal koste DSB penge

Den nye trafikkontrakt skal give flere muligheder for at straffe DSB, hvis kunderne har en dårlig oplevelse.

Det skal koste DSB penge, hvis passagererne ikke er tilfredse med togrejsen.

Det mener Forbrugerrådet Tænk, som har kontaktet transportminister Magnus Heunicke (S), der i disse uger ligger i politiske forhandlinger om en ny trafikkontrakt med jernbaneselskabet.

- I dag er fokus på, at man kører med tog frem for med passagerer. Den nuværende kontrakt måler på, om toget kører af sted til tiden, og om det når frem til endestationen til tiden, påpeger rådets formand, Anja Philip over for Ritzau.

Hun mener, der er mange andre forhold, der er vigtige for, om passagererne får en god rejse.

- Hvis der er forsinkelser undervejs, der mangler siddepladser, man skal vente på den bus, man skal videre med, eller man bliver dårligt behandlet af togpersonalet, så har man ikke en god oplevelse som passager, pointerer Anja Philip.

I den 10 år gamle kontrakt, som i dag gælder mellem DSB og staten, er fokus lagt på andelen af rettidige og pålidelige tog, men Forbrugerrådet vil have andre parametre i spil.

- Man skal måle på, om der er de siddepladser, man lover. Det gør man slet ikke i dag.

- Man skal måle kundetilfredsheden på alle delstrækninger og offentliggøre den, og så skal man ændre incitamentsstrukturen, så det honoreres, når kunderne er meget tilfredse, og straffes, når de ikke er tilfredse, mener Anja Philip.

Forbrugerrådet opfordrer også ministeren til at måle antallet af aflysninger på hver enkelt jernbanestrækning frem for på tværs af landet, som det sker i dag.

- Når man kigger på gennemsnitstal for hele landet, så drukner de enkelte strækninger, påpeger hun.

- Selvom det overordnet set fint ud, så kan der være strækninger, hvor der er mange aflysninger til stor frustration for passagererne, der kommer for sent på arbejde eller i skole.

Forbrugerrådet Tænk mener ligeledes, at den økonomiske bod, som DSB skal betale, hvis målene i kontrakten ikke opfyldes, skal øremærkes til initiativer, der forbedrer rejsen for passagererne.

Hos DSB ønsker kommunikationsdirektør Lars Kaspersen ikke at kommentere de konkrete forslag så længe der forhandles om kontrakten.

- Det er dejligt med input til arbejdet og forslag til, hvordan vi yder den bedste service til vores kunder. Det er vejen til at få flere til at tage toget, hvilket er en samlet ambition for det danske samfund og ikke mindst for os i DSB, skriver han i en mail til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt