Forbund beder lokoførere om at vende tilbage på arbejde

Lokoførere gennemfører mandag overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Derfor er tog i Østdanmark aflyst.

Dansk Jernbaneforbund, der repræsenterer lokoførere, som har nedlagt arbejdet mandag morgen, opfordrer lokoførerne til straks at genoptage arbejdet.

Det oplyser forbundet på sin hjemmeside.

Opfordringen kommer, fordi forbundet har modtaget besked om, at der er overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

- Dansk Jernbaneforbund har klokken 6.59 modtaget besked fra Dansk Industri om, at der finder overenskomststridige arbejdsnedlæggelser sted øst for Storebælt.

- Dansk Jernbaneforbund skal på den baggrund pålægge vores medlemmer at genoptage arbejdet straks og holde det normaliseret, står der på siden.

Mandag morgen kører ingen DSB-tog øst for Odense grundet arbejdsnedlæggelserne.

Jernbaneforbundet oplyser, at det ikke kender til mandagens strejker, og at forbundets formand, Henrik Horup, har været på Københavns Hovedbanegård mandag morgen for at opfordre sine medlemmer til at genoptage arbejdet.

Forholdet mellem DSB og lokoførerne har været kørt af sporet, siden DSB i slutningen af 2017 løsrev sig fra de statslige overenskomster og meldte sig ind i Dansk Industri.

DSB har opsagt en række lokalaftaler om arbejdstid. Det er ifølge netmediet avisen.dk forhandlinger om disse aftaler, der volder kvaler, og som har ført til arbejdsnedlæggelser blandt DSB-medarbejdere.

DSB har ønsket antallet af tillidsfolk reduceret markant, og i november gik Dansk Jernbaneforbund med til at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.

Men fordi de øvrige aftaler om DSB-medarbejdernes fremtidige vilkår ikke er på plads, har forbundet endnu ikke villet skrive under på aftalen om færre tillidsfolk. Aftalen skulle ellers træde i kraft 1. april.

Dansk Jernbaneforbund fortalte søndag, at den ser et behov for hjælp udefra til at løse striden med DSB om togpersonalets fremtidige vilkår.

- Det er muligt, at forhandlingerne skal op på et højere niveau. Vi kan ikke komme længere med DSB og Dansk Industri.

- Jeg mener, at det er en drøftelse værd, om Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening skal ind over, sagde formand Henrik Horup til avisen.dk.

Mandag morgen oplyser DSB, at sagen nu skal for Arbejdsretten, fordi der ifølge DSB er tale om overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Oversigt

    Oversigt