Foreningerne på Midtfyns vil have mere indflydelse

Kan de foreninger, der arbejder for Midtfyns Festivalen, ikke få penge - eller penge nok - efter den økonomiske nedtur for Midtfyns, så vil de have mere indflydelse. \"Vi kunnne for eksempel godt tænke os, at vi var med til at bestemme målgruppen. For noget tyder på, at den ikke har været den helt rigtige i år,\" siger Karsten Bang fra foreningerne.

-

Kan de foreninger, der arbejder for Midtfyns Festivalen, ikke få penge - eller penge nok - efter den økonomiske nedtur for Midtfyns, så vil de have mere indflydelse.
\"Vi kunnne for eksempel godt tænke os, at vi var med til at bestemme målgruppen. For noget tyder på, at den ikke har været den helt rigtige i år,\" siger Karsten Bang fra foreningerne.

Festivalforeningen, der er en nydannet forening for foreningerne på festivalen, forestiller sig for eksempel, at de kunne få nogle aktier - og dermed indflydelse - på Midtfyns Festivalen næste år.

Åbne kort
\"Marius Byriel har spillet med åbne kort hele vejen igennem og op til festivalen. Så det har sådan set været godt nok. Vi har fået nøje forklaringer på alt, hvad der er besluttet. Men vi har ingen indflydelse haft på beslutningerne,\" siger Karsten Bang.

Festivalforeningen er for eksempel ikke sikker på, at målgruppen, der i år var de helt unge ned til 15 år, var den rigtige.

\"Vagterne fortæller os, at de unge hellere spiser rugbrød og drikker dåseøl på campingområdet, end de køber mad og drikke på pladsen. Og så tjener vi altså ikke nok penge.\"

Kulinariske oplevelser
Karsten Bang kunne også godt selv forestille sig, at man måske nærmede sig \"de gode gamle dage\", hvor boderne stod for forskellige kulinariske indslag. I de senere år har madsalget været styret centralt, så maden nærmest er ens over hele pladsen.

\"Det ville måske være lettere at lokke et lidt modent publikum herned, hvis de kunne møde venner over en god middag. Og så ville musikken måske ikke være det eneste, der skulle trække folk til festival,\" siger Karsten Bang.

Konkursbegæring
Får foreningerne hverken penge eller indflydelse kan de i yderste konsekvens indgive konkursbegæring mod Midtfyns Festivalen.

\"Men vi er altså også meget interesseret i, at der er en festival i 2003,\" understreger Karsten Bang.

Oversigt

    Oversigt