Formand forlader FC Fyn

Både bestyrelsesformanden og et andet bestyrelsesmedlem forlader med øjeblikkelig virkning FC Fyns bestyrelse.

I en pressemeddelelse oplyser René Groth, at han onsdag er udtrådt af FC Fyns bestyrelse som formand.

Samme melding kommer fra et andet medlem af bestyrelsen, Lars Overby.

Lars Overby er også direktør i Track One, og firmaet stopper øjeblikkeligt med at være hovedsponsor i FC Fyn - ligesom firmaet også vil forsøge at sælge dets aktiepost i FC Fyn.

- Vi kan ikke længere stå inde for de værdier, der præger FC FYN, og derfor ser vi os nødsaget til at stoppe samarbejdet, siger Lars Overby til TV2/FYN.

FC Fyn siger tak

I en pressemeddelelse skriver FC Fyn, at ønsker at takke både René Groth og Lars Overby for deres arbejde.

Og tilsyneladende kommer storsponsorens exit heller ikke til at påvirke FC Fyns planer. De skriver i deres pressemeddelelse, at 'Sponsortilgangen er i rivende vækst og den bebudede aktieudvidelse forløber planmæssigt.'

Det var i aften ikke muligt at få kontakt til direktør i FC Fyn Kim Brink.

Sportslig koordinator Jes Voight siger her til aften til TV 2/FYN, at FC Fyn ikke ønsker at medvirke i et interview, og henviser til deres udsendte pressemeddelelse.

Oversigt

    Oversigt