Formand i chok: Det er en stopklods for klubben

Det var en dybt rystet formand for Odense Roklub TV 2/Fyn talte med efter den voldsomme brand i roklubben i nat.

75 ud af 80 både er helt ødelagte efter den påsatte brand, der hærgede Odense Roklub på Kanalvej. Det fortæller formanden Carsten Utzon til TV 2/Fyn.

- Jeg har haft svært ved at styre stemmen. Det er meget træls, fortæller en tydelig rystet Carsten Utzon, der stadig kæmper med at få stemmen under kontrol.

Odense Roklub har status som Team Danmark Kraftcenter og Team Danmark Talentudviklingscenter. Klubben har gennem årene leveret talenter til rosporten. Men det risikerer branden nu at sætte en stopper for.

- Der er rigtig meget, der er gået op i røg. Det er en stopklods for klubben, siger Carsten Utzon.

Carsten Utzon har endnu ikke et overblik over, hvor stort et beløb skaderne løber op i, men det er flere millioner.

Den dyreste båd der blev ødelagt kostede omkring 200.000 kr.

Den femdobbelte olympiske medaljevinder Eskild Ebbesen har tidligere repræsenteret Odense Roklub.

Oversigt

    Oversigt