Forrykt nat for politiet på Fyn

Fire ud af fem fynske politikredse havde nok at se til natten til lørdag. I Odense anholdt en vagtmand to unge mænd, der var ved at lave grafitti på et af Svendborg-banens nye tog.

Graffiti mod Svendborg-banens nye tog.

Fire ud af fem fynske politikredse havde nok at se til natten til lørdag.

I Odense anholdt en vagtmand to unge mænd, der var ved at lave grafitti på et af Svendborg-banens nye tog. De to - der er henholdsvis 15 og 16 år gamle, havde ved 5-tiden lørdag morgen nået at spraye et par meter af det nye Desiro-tog til.
Toget skal enten lørdag eller søndag til Århus, hvor DSB har en special-afdeling, der kan vaske graffiti af.
Et andet af de i alt tre nye Desero-tog er klar til at køre ruten på mandag.

I Svendborg drog en gruppe på fem unge på mellem 14 og 18 år hærgende gennem bymidten. Bag sig efterlod de en stribe af overfald, røverier og røveriforsøg. Hen på morgenen fik politiet indkredset gruppen - og anholdt alle fem.

I Middelfart gik ukendtes hærværk ud over mindst fire biler i centrum. I alle tilfælde var der smidt sten gennem ruderne. Selv om den eller de ukendte stensmidere havde forsøgt at stjæle bilradioer i ihvertfald de tre af bilerne, var det ikke lykkedes.

I Glamsbjerg brød tyve gennem vindfanget til SuperBrugsen og stjal cigaretter for cirka 100.000 kr. Politiet oplyser, at det virker som et yderst professionelt indbrud.

Oversigt

    Oversigt